Innovativ vindmølleproducent føler sig sikker med Nord-Lock

Kvalitet og holdbarhed er det vigtigste for Eastern Wind Power, når det gælder deres 50 kW-vindmøller med lodret aksel (VAWT).

Eastern Wind Power (EWP), der har hovedsæde i Cambridge, Massachusetts, USA, er klar til at lancere en vindmølle, som måske snart vil kunne ses på etagebygninger i storbyerne, ved fjerntliggende industrianlæg eller i udviklingslande, hvor de producerer strøm til basale behov såsom drikkevand og belysning.

I modsætning til vindmøller af propeltypen med vandret aksel, der er almindelige i mange dele af verden, har EWP's VAWT tre lodrette seks meter høje kulfibervinger. Fordelene ved denne lodrette konstruktion er blandt andet mindre støj, mindre risiko for fugle og ingen gearkasser med dertilhørende mekaniske problemer, og så kan de opstilles tættere sammen end traditionelle vindmøller.

EWP var ikke tilfredse med de boltfastgøringsløsninger, som de tidligere havde brugt i deres 50 kW Sky Farm-vindmølle med lodret aksel. De prøvede derfor Nord-Locks kilelåseskiver, og resultatet forbløffede dem.

"Vi har ikke råd til fejl," siger Linda Mongelli Haar, bestyrelsesformand for Eastern Wind Power, Inc. "Vi ville være sikre på, at vi efter alle vores design- og udviklingsanstrengelser ikke gav køb på kvaliteten ved at bruge bolte og møtrikker, der ikke kunne klare opgaven. Det er grunden til, at vi henvendte os til Nord-Lock."

EWP bruger på nuværende tidspunkt Nord-Locks NL8ss-skiver – 24 pr. vindmølle – til fastgøring af vingerne til stiverne.
"Hvis boltene på dette sted ikke er ordentligt fastgjort, begynder bolten at trække sig lidt ud, og det begynder at vibrere," siger Jonathan Haar, administrerende direktør for EWP.

"Og selvom den ikke trækker sig helt ud, er der risiko for, at den brækker hele vingen af, fordi man har tilladt tilstrækkelig plads til vibration. Denne vibration kan påvirke hele vindmøllens ligevægt."

EWP har tiltrukket sig opmærksomhed fra Siemens Industry Inc, der er en af verdens største aktører i vindmøllebranchen. "Siemens så på mulighederne for at komme ind på markedet for "mindre vind", og de ønskede en prototype, hvor man kombinerede deres vekslerettere med en vindmølle med lodret aksel," siger Linda. "De snakkede med mange virksomheder, og de valgte os, hvilket var en stor tillidserklæring."

Projektet tiltrækker sig især stor opmærksomhed på markeder som Hawaii og Caribien, hvor energipriserne er lige så høje som vindhastighederne. "Vi er også begyndt at få henvendelser fra ejere af etagebygninger her i USA, der har indset, at investering i distribuerede energikilder hurtigt når et punkt, hvor omkostningerne er lig med fortjenesten, og at de derefter praktisk talt vil have gratis strøm de næste cirka 20 år," siger Linda.

Direktøren for Nord-Lock Inc. kalder EWP "et fantastisk eksempel på en progressiv producent af originaludstyr (OEM)" inden for vindkraftsegmentet. "I de sidste fire år har Nord-Lock i Nordamerika oplevet en vækst i sin OEM-forretning pga. virksomheder som EWP, der fokuserer på innovation og sikkerhed – og sikkerhed for sammenboltede samlinger er vores hovedmission," siger han. "Vi er hurtigt på vej til at blive branchestandarden inden for vindkraftsegmentet."

Kontakt os

Du kan læse mere om, hvordan vi håndterer dine kontaktoplysninger, i vores Meddelelse om beskyttelse af personlige oplysninger.

Tak, fordi du har kontaktet os!